H C Andersen
– et nationalt klenodie for mange danskere

H C Andersen: Bliv klogere på den danske digter og eventyrer he

Hvis der er én person, som Danmark er mere kendt for end nogen anden, så udgør H C Andersen i hvert fald en oplagt kandidat. Den kendte eventyr-forfatter fra Odense puster til den nationale stolthed hos mange danskere, og har fortryllet store dele af verden med sine mange eventyr.

Hvilke eventyr er det nu, han er kendt for at have lavet? Herunder går vi i dybden med den danske forfatter, og afslører hvorfor nogle af hans eventyr har vundet så mange hjerter.

Hvem var Hans Christian Andersen?

1805: Fødsel og ungdom
H C Andersen blev født ind i en fattig familie i Odense i 1805, og døde 70 år senere i København. Allerede i sin tidlige barndom blev H.C. Andersen af sin far eksponeret for Holbergs komedier, der vakte hans interesse for teateret. Faren døde tidligt, H.C. Andersens mor fandt kort efter en ny mand.

Som 14-årig flyttede han til København med 13 rigsdaler på lommen (hvilket svarede til omkring 1-2 måneders dagsløninnger). Her etablerede han sig, og kom på skole, hvor han faktisk ikke klarede sig særlig godt.

Til gengæld fik H C Andersen hurtigt etableret sig en god vane: Han besøgte nemlig både familier og kendte personligheder vidt og bredt. På denne måde fik han sig et stort netværk af betydningsfulde mennesker, og hans talent for digtning blev spottet af flere. Gennem nyttige forbindelser endte han med at få sponsoreret sin uddannelse af kongen, Frederik d. 6. Formålet, sagde kongen, var, at HC Andersen skulle blive “en nyttig borger.”

1828: Digtningen og eventyrerne
Efter H. C. Andersen afsluttede sin studentereksamen i 1828 begyndte digtningen at tage fart – og ligeså Hans Christian Andersens popularitet.

Faktisk var hans debut efter skolegangen et ikke så mundret digt, som der ikke er mange, der kender i dag: “Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i aarene 1828 og 1829”.

Først i 1831 udkom han med sin første digtsamling – samme år som Hans Christian Andersens første udlandsrejse – turen gik til Tyskland. Turene ud af Danmark blev noget, H C Andersen kom til at holde meget af. Det er også ham, der er kendt for udtrykket: “At rejse er at leve.”

I 1835 kom turen til de første af HC Andersens eventyr. Digtsamlingen fra samme år indeholdt bl.a. Fyrtøjet og Prindsessen paa Ærten. Senere hen kvitterede han med Kejserens Nye Klæder (1837), Den Lille Havfrue (1837), Den Grimme Ælling (1843), Sneedronningen (1844) samt Den Lille Pige med Svovlstikkerne (1848). Alle er disse nogle af forfatterens mest populære eventyr – og det var også med eventyrerne, at hans person for alvor vandt popularitet i Danmark.

Herregårdsophold og rejser

H. C. Andersen var hele sit liv selve indbegrebet af en nomade. Hele 36 bopælsadresser har man registreret på ham gennem hans 70 år lange liv. Ofte boede han faktisk slet ikke nogen steder, men rejste rundt blandt venner og bekendte – både i indland og udland.

Blandt andet fandt man ofte H C Andersen til middag hos selskaberne på Danmarks mange herregårde, hvor han blev stamgæst til begivenheder og arrangementer. Han skulle intet betale for kost og logi, men kvitterede til gengæld med underholdsningsindslag. Således kunne han komme med papirsklip, oplæsning af små noveller og romaner, samt fortællinger fra hans mange rejser.

Særligt børnene fik meget glæde af H. C. Andersens mange visitter på herregårdene. Man fandt ofte ham siddende med børn i skødet, mens han læste op af sine selvskrevne børnebøger.

H C Andersen havde hele sit liv en stor glæde ved at rejse, og også til udlandet. Ofte skrev han detaljerede beskrivelser af sine rejser både under og efter turene. Hele 28 rejsebeskrivelser er det blevet til – men rejserne var flere end disse.

Død og gravsted
Hans Christian Andersen sov stille ind d. 4. august 1875 i familien Melchiors hus (med navnet Rolighed). Familien Melchior var en jødisk familie, der nærmest havde taget ham til sig som en af deres egne familiemedlemmer omkring 1860’erne. H C Andersen havde hverken fået kone eller børn i løbet af sit liv.

Hans Christian Andersen er begravet på Assistens Kirkegård i København.

Den lille havfrue: Et af H C Andersens mest kendte eventyr

Blandt Hans Christian Andersens mest populære eventyr fremhæver vi her en af dem: Den lille havfrue.

Den lille havfrue er måske et af H C Andersens mest kendte eventyr – ikke mindst fordi dette eventyr er foreviget i udstillingen af statuen af samme navn i København.

Den tiltrækker stadig mange turister til København den dag i dag. Den lille havfrue er også blevet filmatiseret som en animeret børnefilm af Disney.

Den lille havfrue handler om en havfrue, der ikke må svømme op til overfladen for at se menneskenes verden før hun er 15 år. Så snart hun fylder 15 svømmer hun op, og betages af de mange indtryk. Hun ser også en prins, som hun på stedet forelsker sig i. Han er derimod ved at drukne, og hun redder hans liv ved at svømme ham ind på land.

Den lille havfrue rammes af så stærk en forelskelse, så hun går til havheksen, der skal forvandle hende til et menneske. Betingelsen er bare, at den lille havfrue mister sin tunge, så hun ikke kan tale. Efter forvandlingen opsøger hun prinsen på land, som dog ikke kan genkende hende. Han gifter sig til anden side, og den lille havfrue bliver til havskum.

Besøg H. C. Andersens hus i Odense

I Odense finder du det nyopførte H. C. Andersens Hus – et arkitektonisk mesterværk, der formidler H. C. Andersens liv og eventyr på en fantastisk måde.

Under sloganet: “En verden, du tror, du kender” afslører en tur gennem H. C. Andersens Hus nye sider af forfatteren for de fleste. Turen bliver til et eventyr i sig selv, der blander det, vi alle kender om forfatteren, med en lang række oplevelser, der afslører alt det, der gemmer sig bag historiens kulisser.

H C Andersens hus er både for børn og voksne. Ud over museet får du også adgang til hans barndomshjem, hvorfra han dannede sig udsyn til resten af verden. Besøg stedet, og få en oplevelse for livet.

Du finder Hans Christian Andersens Hus på adressen
H. C. Andersen Haven 1,
5000 Odense C.